Team Waoo nr. 4 til DM i holdløb – Carbel nr. 3 i Nyborg

Team Waoo nr. 4 til DM i holdløb – Carbel nr. 3 i Nyborg

Team Waoo kørte en 4. plads hjem på en regnvåd dag i Glyngøre, da holdet lørdag stillede til start i DM i holdløb.

Den 47,1 km lange rute bød ikke på de store tekniske udfordringer, men alligevel udgør regn og blæst altid en prøvelse, når der skal arbejdes sammen og opbygges en fælles rytme i et holdløb.

Team Waoo stillede til start med Silas Clemmensen, Martin Mortensen, Andreas Hyldgaard, Jesper Schultz, Mathias Larsen og Michael Carbel. Det var således et hold med en relativ ung profil og uden de store specialister, hvilket til gengæld kan give en homogenitet, der er mindst ligeså vigtig i denne disciplin: ”Vi stillede til start med et homogent hold, uden en egentlig TT-specialist, så på den front var vi meget jævnbyrdige” forklarer Andreas Hyldgaard.

Samme Hyldgaard måtte dog tage sig til takke med en placering udenfor podiet, 2 minutter og 42 sekunder efter dagens vinder Riwal Readynez Cycling Team: ”Jeg synes i bund og grund at vi kørte et flot holdløb. Vi var desværre uheldige med en punktering efter knap 7 km, hvor vi mistede Silas, som var en vigtig mand for os. Efterfølgende kunne vi se, at vi også kørte for langsomme tider de første par omgange, da vores suverænt hurtigste tid var på 3. og sidste omgang, hvor vi altså kun var 4 mand.”

Hyldgaard retter nu fokus mod den kommende forberedelse til nogle af sæsonens vigtigste løb, DM i enkeltstart og DM i linjeløb sidst på måneden: ”Mit fokus er rettet mod den næste 1,5 uges træning frem imod DM TT og DM i linjeløb. Mit primære fokus er på linjeløbet, hvor jeg håber, vi kan gøre en god figur med hele holdet, og hvis det hele flasker sig, og vi leverer på dagen, håber jeg, at vi kan tage på sommerferie med en medalje i bagagen til Team Waoo.”

Endnu et podie til Michael Carbel

Søndag kørtes landevejsløbet i Nyborg. På trods af den kuperede rute, der blandt andet indebar Regisse-bakken, endte løbet i en massespurt. Her var Rasmus Lund Pedersen fra ColoQuick hurtigste mand, mens Michael Carbel endnu engang viste stærk form frem mod de danske mesterskaber, da han kørte sig til en 3. plads.