Team Waoo og Boyum IT indleder nyt samarbejde

Team Waoo og Boyum IT indleder nyt samarbejde

Cykelholdet Team Waoo og It-virksomheden Boyum IT Solutions indleder nyt samarbejde. Samarbejdet skal eksponere Boyum IT i Danmark og resten af Europa, når virksomhedens logo fremover bliver synligt på Team Waoos trøjer.

IT-virksomheden Boyum IT, der leverer software-løsninger til kunder i hele verden, og Virtu Cycling Groups cykelhold Team Waoo indleder et nyt samarbejde. Samarbejdet skal eksponere og øge kendskabet til Boyum IT, der bliver synlig på Team Waoos cykeltøj og desuden giver virksomheden adgang til Danmarks største erhvervs- og cykelnetværk, Virtu Business Club.

”For Boyum IT er aftalen det første skridt ind i professionel sport, og vi ser aftalen som et perfekt match. Hos Boyum IT har vi en række værdier, der stemmer overens med det værdisæt, som Virtu Cycling Group og Team Waoo også står for. Vi er et fælleskab af dygtige medarbejdere på en række IT-kontorer verden over, hvor vi prioriterer det sociale, det familiære og medarbejderes sundhed, og så stræber vi hele tiden efter at være de bedste og have de bedste talenter i staben,” siger direktør i Boyum IT, Mikael Boyum, og fortsætter:

”Vi er en ambitiøs virksomhed med globale briller, og vi drømmer om at få endnu flere kunder.  Det tror jeg, at vi kan lykkedes med i samarbejde med Team Waoo og Virtu Cycling Group.”

Mikael Boyum er selv ivrig cykelmotionist, og han glæder sig til at blive en del af Virtu Business Club, der med sine mere end 300 virksomheder spredt over hele Danmark repræsenterer mulighed for sparring og networking.

Hos Virtu Cycling Group ser man frem til at få Boyum IT med på holdet.

”Vi er enormt glade for, at Boyum IT kan se effekten af at indgå et samarbejde med Virtu Cycling Group og nu blive sponsor for Team Waoo. Boyum IT arbejder ligesom Team Waoo målrettet, ambitiøst og har klare mål, og så deler vi mange af de samme værdier. Vi ser frem til et spændende og stærkt samarbejde,” siger medejer af Virtu Cycling Group, Bjarne Riis.

For mere information:
Mikael Boyum, direktør, Boyum IT, mobil: 28 40 97 30
Christian Poulsen, Team Manager, Team Waoo og Team Virtu Cycling, mobil: 25 24 65 38