Team Waoo skriver kontrakt med Michael Carbel

Team Waoo har skrevet kontrakt med danske Michael Carbel, der i år har kørt for det franske Pro Continental-mandskab, Fortuneo-Samsic. Det 23-årige talent er tidligere danmarksmester på landevej for juniorer og har vundet sølv og bronze ved elitens danmarksmesterskaber i linjeløb i henholdsvis 2014 og 2018. Han vandt desuden GP Herning i 2017. Nu ser han frem til at genstarte karrieren på et dansk hold.

”Jeg ser meget frem til at komme hjem at køre på Team Waoo, hvor jeg kender sportsdirektørerne og mange af holdets andre ansatte. Det har været lærerigt med et år i udlandet, men uden de store resultater, så jeg ser nu frem til at genstarte karrieren og køre på et dansk hold igen, hvor jeg helt sikkert kan udvikle mig sportsligt og samtidigt bidrage til udviklingen af de andre unge ryttere. Det overskyggende mål for sæsonen er utvivlsomt DM, hvor jeg håber på at kunne træde op på det sidste gyldne trin og med den hjælp, jeg kan få hos Team Waoo, er jeg sikker på, det kan lade sig gøre”, lyder det fra Michael Carbel.

Team Waoo’s sportsdirektør, Daniel Foder, fortæller:

”Michael Carbel er et indlysende talent med en hurtig afslutning, og han er en rytter, som vi regner med skal give os sejre i løbet af 2019-sæsonen. Herudover kan han trods sin unge alder bidrage med erfaring fra Pro Continental-niveau, som kan hjælpe endnu flere af vores endnu yngre talenter videre i deres udvikling. På den måde bliver Michael en gevinst på flere områder, og vi ser meget frem til samarbejdet med ham”.