Team Waoo tager til Norge med ambitioner om topresultater

Team Waoo tager til Norge med ambitioner om topresultater

Team Waoo stiller i weekenden til start i de norske løb, Sundvolden GP og Ringerike GP. Rasmus Guldhammer vandt Sundvolden GP i 2017, og Daniel Foder har en ambition om, at holdet kan levere et topresultat denne weekend.

I denne weekend stiller Team Waoo til start i de norske løb, Sundvolden GP og Ringerike GP. Sundvolden GP er et 164 km langt løb, der afsluttes på Krokkleiva – en 4,5 km lang stigning med en stigningsprocent på 7,5%. Om søndagen køres Ringerike GP. Løbet er 162 km langt, og afsluttes med 5 runder af 6,2 km. På den korte rundstrækning passeres en stigning ”der minder om Kiddesvej”, siger Rasmus Guldhammer.

I 2017 vandt Guldhammer Sundvolden GP for anden gang, og han ser frem til at stille til start i år: ”Sundvolden GP er et løb, der passer godt til mig på grund af den afsluttende stigning! Den er ikke så lang, så det primært er bjergryttere der sidder der, men ej for kort til at lidt tungere rytter kan hægte sig på til spurten. Jeg er meget motiveret for at køre i Norge, fordi de lige har den tand hårdere terræn end vi har i Danmark, og det passer mig godt”

Guldhammer fremhæver, at det især handler om godt teamwork, for at kunne levere et godt resultat i weekenden: ”Vi har nogle gode klatrere til lørdag, og resten af drengene bliver vigtige hjælpere under løbet. Det gælder om at komme så nemt som muligt hen til bunden af sidste stigning. Hvis vi kan det, så kan vi vinde”

Sportsdirektør Daniel Foder er også optimistisk: ”Vi tager til Norge med ambitioner om et topresultat begge dage. Vi har gode kort i Guldhammer, Schultz og Silas, men Mortensen og Frederik Thomsen er også stærkt kørende for tiden”.

Foder påpeger, at resultaterne har udeblevet i den første halvdel af sæsonen, men han mener, at det er marginaler, der kan afgøre udfaldet: ”Vi har ikke vundet så meget som vi gerne ville i foråret, men rytterne har kæmpet og ydet alt, hvad de kunne. Vi er stadig et nyt hold, men tingene begynder så småt at falde på plads. Hvis vi lige tør satse 2% mere end hidtil, så er jeg sikker på, at vi kan tage hjem igen med en sejr eller måske to”.

Team Waoo stiller til start med Rasmus Guldhammer, Jesper Schultz, Frederik Thomsen, Martin Mortensen, Andreas Hyldgaard, Silas Clemmensen og Mathias Larsen.