To Fjerdepladser i det norske

To Fjerdepladser i det norske

Denne weekend stillede Team Waoo til start i de to norske UCI-løb Sundvolden GP og Ringerike GP.

Med et stærkt mandskab til start, der bl.a. talte vinderen af begge løb i 2017 Rasmus Guldhammer, var forventningerne høje til, at stimen med placeringer lige udenfor podiet kunne vendes til en sejr.

Trods stærk kørsel begge dage lykkedes det dog ikke at tage en sejr i det norske, hvor holdet i stedet måtte tage sig til takke med to fjerdepladser til henholdsvis Jesper Schultz og Silas Zacharias Clemmensen.

Unge Silas Clemmensen, der også sidste weekend viste sig stærk i Rent Liv-Løbet, beskriver søndagens finale: “De sidste to omgange på runden kører jeg solo, og forsøger at komme op til de to foran, for at køre med om podiet. Desværre var hullet blevet for stort opad Riperbakken, og jeg måtte tage til takke med 4. pladsen”

Der var således gode takter at spore hos herrerne, den manglende podieplacering til trods.

Næste udlandsløb for Team Waoo er det traditionsrige luxembourgske etapeløb Fleche du Sud, som starter 29. maj. Løbets tidligere vindere tæller navne som Michael Valgren, Geraint Thomas, Andy Schleck, Bradley Wiggins Alex Zülle og vores egen Bjarne Riis blev nr. 2 i 1984.

Team Virtu Cycling har i øjeblikket en løbspause, hvor de forbereder sig frem mod det spanske etapeløb Emakumeen XXXII.Bira der starter den 22. maj.