Torkil Veyhe skifter til Team Virtu Cycling

Den mangedobbelte færøske mester i både linjeløb og enkeltstart og nummer 6 i årets PostNORD Danmark Rundt, Torkil Veyhe, har på få år slået sit navn fast i dansk cykelsport, og i 2018 skal han køre for Team Virtu Cycling.

Normalt er talenter helt unge ryttere, men på trods af sine 27 år, så må Torkil Veyhe stadig betegnes som et talent. I løbet af få år, hvor han har fokuseret meget på cyklingen, har han udviklet sig med en fænomenal hast, og den færøsk fødte rytter håber, at han kan træde endnu længere op i 2018, hvor han skifter til Team Virtu Cycling.

Torkil Veyhe har kørt sit blot første år på kontinentalniveau i 2017, men han har alligevel formået at hente fire UCI-podieplaceringer samt blive nummer 6 i klassementet i PostNORD Danmark Rundt, og han håber på, at Team Virtu Cycling kan hjælpe ham med at præstere endnu bedre.

”Jeg synes, at der er større chancer for at udvikle mig hos Team Virtu Cycling. Jeg har måske ikke alderen med mig, så jeg skal jo vælge fornuftigt, og det virker til at være et godt miljø, hvor jeg kan udvikle mig i et større program og i nogle store løb med nogle stærke holdkammerater,” siger Torkil Veyhe.

Resultaterne er blevet bedre og bedre, efterhånden som han har fokuseret mere på sin træning i de seneste år, og Torkil Veyhe håber, at han kan bygge videre på det hos Team Virtu Cycling.

”Jeg kunne se, at med den mængde træning, jeg lagde i det, der kom jeg ret langt, og jeg ville gerne se, hvis jeg gav det et år, hvor langt jeg kunne flytte mig. Det gjorde jeg på Århus-holdet, så fik jeg et tilbud om at køre på kontinentalhold året efter. Det gik også meget fint. Så fik jeg tilbuddet fra Michael, så nu vil jeg prøve at se et år mere, om jeg kan flytte mig lige så meget igen,” siger Torkil Veyhe, der gerne vil følge sin udvikling op med flere resultater.

”Min enkeltstart vil jeg rigtigt gerne udvikle og også min finale. Så håber jeg, at jeg kan få chancen af Michael nogle gange, men jeg tager det lidt, som det kommer, og ellers bare fortsætte med at udvikle mig som cykelrytter,” siger Torkil Veyhe.

Og selvom Torkil Veyhe først er startet med seriøs cykling i en sen alder, så tror Michael Skelde på, at den færøske rytter kan drive det langt.

”Torkil er kommet lidt senere i gang, og han har ikke taget den traditionelle vej og opnået succes som junior. Lidt atypisk kommer han også fra Færøerne, hvor jeg ikke har nogen viden om historiske tilfælde, der har ramt det niveau, han har,” siger Michael Skelde.

”Jeg ser et kæmpe potentiale i Torkil, og jeg tror, at alle, der har set ham køre i år, har været imponeret af, hvad han har kunne og opnået. Jeg tror på, at hvis vi kan give ham lidt flere starter på højt internationalt plan, så kan han tage et skridt mere. Han har motoren til det, og jeg håber, vi kan guide ham i den rigtige retning,” siger Michael Skelde.

Torkil Veyhe skifter fra ColoQuick-Cult til Team Virtu Cycling på en 1-årig kontrakt.

Foto: Dorte Adelfred