Torkil Veyhe vinder fransk bjergtrøje – men taber podiet.

Blot få sekunder adskilte de første tre i klassementet før fjerde og sidste etape af det franske etapeløb, Ronde de l’Oise. Team VIRTU Cycling’s Torkil Veyhe skulle både forsvare sin bjergtrøje og sin samlede tredjeplads i klassementet på den 181 kilometer lange etape mellem Lacroix Saint Ouen og Beauvais. 

Holdet bag den førende rytter, Joker Icopal samt det britiske mandskab sørgede for at svinge taktstokken undervejs, da talrige ryttere forsøgte at få succes på denne sidste mulighed i løbet. VIRTU Cycling’s Alexander Kamp viste lovende takter ved at køre med i det farligste udbrud, der først blev fanget med 4 kilometer til målstregen, da de to førende mandskaber fik hjælp af flere andre hold til at hente udbryderne. På opløbsstrækningen var den førende rytter, Henrik Evensen, også den hurtigste på målstregen, mens Team VIRTU Cycling’s Torkil Veyhe blev fanget bagved og mistede vigtige sekunder i klassementet:

“Desværre sad vi for langt tilbage i finalen, så vi mister podieplaceringen, og det er et rigtig ærgerligt resultat, når man er så tæt på. Til gengæld beholder vi bjergtrøjen, og det er naturligvis et vigtigt artefakt at få med sig hjem i bagagen. Derudover viser Alexander (Kamp) rigtig god form, og det bliver spændende at følge ham op mod både GP Horsens i næste weekend og op til DM senere på måneden“, lød det fra en ikke helt tilfreds sportsdirektør, Michael Skelde.