Trine Schmidt ser tilbage på 2018-sæsonen

Team VIRTU Cycling’s Trine Schmidt er nu gået på ferie efter en lang sæson, og der er ikke megen afslapning i vente for den 30-årige tidligere Europamester på banen. Knap en uges ferie, hvor hun dog kommenterer på TV2, har hun stillet sig selv i udsigt, før banesæsonen går i gang. Vi bringer her er et interview med Trine Schmidt om sæsonen, der er gået.

Hvad laver du i din off-season? 

“Min off-season er meget kort, da jeg faktisk kun har en lille uge, inden jeg skal forberede mig til vinterens baneaktiviteter.  I år bliver ugen tilegnet til kommentering af VM i landevejscykling, hvor jeg på TV2 agerer ekspert, når kvinderne er i aktion. Ellers vågner jeg bare op og gør lige præcis det, jeg har lyst til. Jeg har for nyligt sat mig for at lære italiensk, da det er et sprog, jeg virkelig synes godt om. Man har så meget ekstra tid som cykelrytter, hvor man sidder på et hotelværelse og i stedet for at sidde på Facebook, kan man ligeså godt lave noget gymnastik for hjernen. Via Skype-lektioner og egen iver er jeg gået i krig med verberne. Jeg kickstarter min vintertræning i næste uge med en “cykelferie”  til Italien, hvor jeg sammen med 17 søde, specielt udvalgte bekendte har arrangeret seks etaper fra Napoli til Sicilien med afslutning på vulkanen Etna. Det handler om mad, god vin og sociale relationer. Selvom jeg ikke kan gå helt amok i rødvin, så nyder jeg en tur som denne BIGTIME. Cykling er andet end ræs og træning – det er også hygge, netværk og sociale relationer. Jeg glæder mig til at rulle igennem Italien på langs, som en sjov start på min vinter. Det bliver Konge!”

Nåede du at indfri dine egne sportslige forventninger i 2018? 

“Nej. Jeg vil ikke sige, at min sæson har været dårlig. Jeg har udfyldt min brik på holdet – men må dog sande, at jeg mangler den der sejr eller placering, der sætter prikken over i’et”. 

Har du været skuffet over sæsonen? 

“For mig personligt var mit forår et nederlag. Beslutningen om at køre de australske løb i januar skulle vise sig at være skidt for mig. Selve løbene og turen Down Under var en succes, men ifht. til bane-VM og min start på landevejssæsonen herhjemme, betød det, at jeg ikke var klar. Jeg er endnu ikke helt sikker på, hvad der gik galt, men jeg har lært en hel del om mig selv om, hvordan jeg ikke skal gøre. Jeg er nok typen der har brug for ro og rytme til at forberede mig optimalt”. 

Hvor meget og hvordan træner du frem til næste sæson fra nu? 

“Jeg har en bane World Cup i december samt nogle enkelte stævner henover vinteren med størst fokus på VM i Polen i slutningen af februar. Jeg skal finde en balance ifht at køre stærkt på banen, når det gælder, og samtidig forberede næste års landevejssæson. Min vinter består af styrketræning samt en masse landevejstræning. Sammen med Julie Leth og vores banelandstræner, Mathias Møller Nielsen, drager jeg på flere træningslejre henover vinteren for at specialtræne under lidt gunstigere vejrforhold”.