VIRTU Cycling klar til VM – uden Christina Siggaard

I den kommende weekend tager verdenseliten fat på verdensmesterskaberne i Innsbruck, Østrig, og Team Virtu Cycling Women stiller til start i holdtidskørslen med Mieke Kröger, Trine Schmidt, Louise Norman Hansen, Barbara Guarischi, Sara Penton og Doris Schweizer, der har erstattet Christina Siggaard.

Ruten er 54,5 kilometer lang og starter ved indgangen til Ötztal-dalen. Herfra kører rytterne i dalen på en teknisk ukrævende, men meget hurtig rute med kun 152 højdemeter. Dog er der en lille bakke ved Zirl, der kan blive afgørende for resultatet.

Udover holdtidskørslen deltager Sara Penton (Sverige) og Katrine Aalerud (Norge) i verdensmesterskaberne i linjeløb. Desværre står holdet uden stærke Christina Siggaard, der er slidt efter en lang sæson.

Sportsdirektør, Carmen Small, fortæller:

”Tabet af Christina (Siggaard) er et stort slag for holdet, men skader og træthed på dette tidspunkt er en del af cykling. Du kan ikke altid forhindre det, og vi gjorde vores allerbedste for at forsøge at få hende tilbage til, hvor hun skulle være, men desværre var resultatet ikke det, vi havde håbet på. Heldigvis har vi en god erstatning til teamet med Doris. Hun bringer erfaring til holdet som VM-medaljetager i Pomferada Spanien i 2015. “