Vleuten sejrer igen – mandefald hos VIRTU Cycling Women

Det blev endnu en mindeværdig afslutning på dagens 136 kilometer lange første etape af Boels Ladies’ Tour, da Annemiek van Vleuten (Mitchelton-Scott) kørte en solosejr i hus. Igår vandt hun den indledende prolog. For VIRTU Cycling Women blev dagen en side i glemmebogen. To af holdets danskere er udgået med sygdom.

Det var ellers ved at gøre helt galt for verdensmesteren, Annemiek van Vleuten, da hun i sin adrenalinsus, forvildede sig ind ad en forkert vej kort før mål, hvor hun var ved at sætte sin solosejr over styr. Men hun nåede altså tilbage på rette vej, og med feltet åndende i nakken tog hun sin anden sejr på to dage ved at krydse målstregen i Nijmegen 12 sekunder før feltet.

Til gengæld var der mandefald hos VIRTU Cycling Women, da Trine Schmidt og Louise Norman Hansen begge var ramt af sygdom og udgik undervejs på etapen. Sportsdirektør, Carmen Small fortæller:

“Det har været én af de dage, man helst bare vil glemme. Med to ryttere ude af løbet på første etape, bliver det svært at hamle op med den i forvejen hårde konkurrence i løbet. Men vi giver ikke sådan op. Vi har stadig muligheder i løbet med Christina (Siggaard), Barbara (Guarischi), Mieke (Kröger) og Sara (Penton), der nu må ud og vise flaget”.