Waoo animerer løbet i Danmark Rundt

Team Waoo var med til at skabe løbet på tredjeetape i PostNord Danmark Rundt, men betingelserne var der ikke til at skabe afgørende udvikling. Niklas Larsen blev nummer fem, og Alexander Kamp er stadig nummer to i klassementet.

Gårsdagens kongeetape bød på en fornem andenplads til Alexander Kamp, og det resultat skulle Team Waoo forsøge at følge op på til dagens tredje etape i PostNord Danmark Rundt fra Næstved til Vordingborg.

For tredje dag i streg var Team Waoo ikke med i udbruddet, og de skulle heller ikke bruge kræfter på at føre i feltet. I feltet var det primært Vital Concept og Verandas Willems, der førte an, og de gav udbruddet et forspring på flere minutter som sædvanligt.

Feltet havde god kontrol med udbruddet, og med 70 kilometer til mål kom den første udskilning, da landsholdet angreb, og her var alle seks Waoo-ryttere med i feltet. 43 kilometer stak Waoo snuden frem igen, hvor Rasmus Guldhammer og Niklas Larsen forsøgte at stikke afsted. De to fik selskab af en mindre gruppe, som også inkluderede Alexander Kamp og Torkil Veyhe, men der blev dog skabt samling igen.

Da rytterne ramte Vordingborg første gang, var morgenudbruddet tæt på at blive hentet. Med fire kilometer var det hele samlet, og så var der lagt op til en massespurt. Her blandede Niklas Larsen sig, og han fik kørt en femteplads hjem. Alexander Kamp kom hjem som nummer 45 og er stadig nummer to i klassementet.

Niklas Larsen siger:

“Vi kører et godt løb og er med til at skabe nogle situationer, der kunne have vendt feltet på hovedet, hvis der havde lidt mere sidevind. Da vi kommer ind på omgangene i Vordingborg, føler jeg mig mærket, men da Asbjørn kører mig frem ved 1000 meter-mærket, er der hul igennem til benene, men desværre bliver jeg lukket lidt inde på de sidste 300 meter og ender på femtepladsen. Jeg ville gerne have skabt et større resultat, og særligt når nu forarbejdet blev gjort så godt af holdet.”

Sportsdirektør Daniel Foder siger:

”Der var for lidt vind til at gøre noget. På vej væk fra Møn splitter vi den i sidevinden, hvor der kun sidder 14 mand. Det er os, der starter det, men desværre står vinden forkert. Vi gjorde et flot forsøg, og der var ikke andre, der kunne gøre det, vi gjorde. Det er godt klaret af rytterne. På opløbsstrækningen kørte drengene Niklas frem til målstregen, hvor han bliver femmer”.