← Tilbage til oversigten

Louise Norman Hansen

I Louise Norman Hansens hjem har der altid hængt en cykel på væggen – hvis hun skulle få lyst til at tage en tur. Det havde hun dog i mange år ikke, selvom cykling var en stor del af hendes liv, da hendes bror Lasse Norman Hansen er OL-guldvinder i omnium og professionel på Aqua Blue Sport.

I stedet brugte hun meget tid på sin hest, men for tre år siden fik hun lyst til at prøve noget nyt. Først snørrede hun løbeskoene i et stykke tid, men så blev snørebåndene skiftet ud med klamper.

Cyklen blev taget ned fra væggen, og siden har den ikke været oppe og hænge. Louise Norman Hansen blev bidt, og selvom hun blot kørte og konkurrerede for hyggens skyld i starten, så blev det tydeligt, at talentet for at cykle løber i hele Norman Hansen familien.

Allerede året efter kom hun på det danske UCI-hold BMS-Birn, hun fik tæsk, men Louise Normans Hansen er ikke til at knække, og hun fulgte med til WorldTour’en, da holdet rykkede op året efter. I sin første sæson på World Tour’en og sin blot tredje i alt gennemførte hun Giro Rosa og blev 3’er til DM i enkeltstart, og hun har fået smag på mere.

I løbet af få år har hun taget kvantespring, men hun fortsætter med at udfordre sig selv, presse sig selv til grænsen for, hvad hun er i stand til og så blive endnu bedre til næste gang. Dårlige dage bliver til gode dage på cyklen, og om Danmark byder på sol, regn eller vind, så skal træningsprogrammet følges.

Louise Norman Hansen går ind til sin 4. sæson som cykelrytter, og selvom hun igen vil møde store udfordringer, så gør hun, som hun har gjort de sidste tre sæsoner. Hun springer ud i det.

 

“Jeg kan se, at jeg forbedrer mig, jeg kan se, at jeg bliver bedre – det motiverer mig utroligt meget. Det giver mig lyst til at forbedre mig endnu mere.”

 

Navn:                                                                     Nationalitet:                                                           Specialitet:
Louise Norman Hasen                                    Dansk                                                                         Enkeltstart

 

 

Resultater
Strava
Instagram